maleri af dreng

Kunst og det der ligner

Jeg troede engang at jeg skulle være kunstner.
Så længe jeg kan huske har jeg elsket at tegne og male, og allerede som 10-årig kunne jeg lave vellignende portrætter. Jeg fandt stor fornøjelse i at tage på museum og beundre og lære fra dygtige kunstnere, og det var naturligt for mig at det skulle være en del af hvem jeg var.

Jeg havde da også en årrække hvor jeg faktisk fik malet en del og solgt en del malerier og tegnede portrætter, men jeg mistede langsomt interessen for det. Nok mest fordi jeg er perfektionist og det var vildt anstrengende at hade mit arbejde og stresse mig selv med urimelige krav, hver gang jeg skabte noget nyt. Så af hensyn til stemningen i hjemmet, stoppede jeg med at tage ordrer og har følt mig mere fri siden. Men jeg savner ofte at give mig i kast med en ny kreation, og når jeg en sjælden gang føler mig inspireret til at finde et lærred frem, så er det drevet af lyst og stor fornøjelse (i hvert fald indtil jeg indser, at jeg ikke får det mesterværk inde i mit hoved omdannet til en nøjagtig kopi på mit lærred!).

Jeg nåede aldrig at finde min egen stil, fordi jeg hele tiden lod mig inspirere af andres værker, men det meget fotorealistiske går igen på alt som ikke er abstrakt.

1 kommentar til “Kunst og det der ligner”

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.